Dot var en ualmindelig speciel hund og derfor har jeg valgt at hun simpelthen skal have en hel side for sig selv.
Dot blev født d. 16 marts 2004.
Hun var én ud af seks hvalpe i
Menja´s første kuld. Hun blev født
som nr. 4 og jeg faldt for hende
ved første øjekast.
I hendes første leveuger fik jeg hurtigt
fornemmelsen af at noget ikke
helt var som det skulle være mht. Dot.
Hun ville ikke rigtig høre efter
og jeg mente ikke at nogen hvalp
kunne være så uartig.
Det viser sig så også at Dot var stokdøv
og havde været det fra fødslen.
Af den grund og mange andre valgte
jeg at beholde Dot selv,
selvom jeg faktisk havde solgt hende.
Livet med en døv border collie er speciel, hun havde samme aktivitetsniveau som en normal hørende border, heldigvis tændte hun aldrig på fårene, så vi skulle ikke bekymre os om at hun smuttede ned til dem. Desværre var alt anden træning svært med hende, da hun hurtig blev nervøs og trykket. Jeg gik derfor spor med hende, det kunne hun lide og var også okay god til det.
Jeg synes nu ikke helt det var nok til at dække hendes behov, men det var bestemt bedre end ingenting.
Med hensyn til kommunikation med Dot, så har hun virkelig lært mig at få hundesprog ind på rygraden. Hun lærte lynhurtigt en del håndsignaler, blandt andet var hun ikke i tvivl om hvad en løftet pegefinger betød.
Da vi skulle til at have hanhund besluttede jeg mig for at få Dot steriliseret, en døv hund er vist ikke egnet til at blive mor. Den beslutningen blev begyndelsen på enden for Dot. Rent rutinemæssigt fik hun en gang penicillin efter operationen for at undgå evt. betændelse. Få timer efter operationen begyndte hendes tunge at hæve voldsomt og hun tabte skindet i store flager. Det viste sig at hun ikke kunne tåle
penicillinen og havde pga. det udviklet en immunsygdom hvor hendes krop bekæmpede hende selv. Hun kom på prednisolon og heldigvis fik hun det bedre og vi kunne holde udslettet og hævelserne nede. Men Dot havde fået nogle ar for livet og hun blev aldrig den samme igen. Hun udviklede en form for angst anfald og var i perioder meget bange for ting vi ikke kunne hverken se eller forstå. Jeg gik dagligt med dårlig samvittighed, enten fordi hun havde det skidt og jeg ikke kunne gøre noget og hverken kunne eller ville give dyrlægen lov til at give hende den sidste sprøjte. Når hun så havde det godt og det havde hun heldigvis det meste af tiden, så havde jeg det dårligt over at jeg havde overvejet at fratage hende livet.
D. 31.03.06 valgte Dot´s krop så selv at sige stop.
Hun døde i mine arme på dyrehospitalet efter pludseligt opståede blødninger i hele kroppen.
Jeg vil aldrig kunne glemme Dot - hun var det mest fantastiske lille væsen. Og trods alt det hun gik igennem, viste hun mig altid fuldstændig tillid og hengivenhed. Jeg savner hende ufattelig meget og selvom jeg godt kunne have undværet smerten over at have mistet hende, så har jeg aldrig fortrudt at jeg beholdte hende trods hendes døvhed. Står jeg engang over for samme valg, vil jeg klart vælge livet med et døv kræ.
